SW leader board.png

Her er de 5 bedste oplevelser i og uden for Amsterdam

Opslået 01-01-2023
Skrevet af Robin Niclasen

Der er et hav af sjove, spændende, historiske og mærkelige oplevelser i Amsterdam, og hvis du en dag befinder dig i den hollandske hovedstad, og ikke har gjort dit forarbejde, så kommer der her en lille guide med gode tips og ideer. Vi har nemlig fundet de 5 bedste oplevelser i og udenfor Amsterdam. Det er en blanding af velkendte og mindre kendte "attraktioner" og nej, Red Light District er ikke på listen. 

Oplevelser behøver ikke altid koste penge, og herunder finder du en blanding af kendte og mindre kendte attraktioner og oplevelser, så hvis du leder efter billige oplevelser i Amsterdam, er der et par gode tips her. Men du kan samtidig også finde attraktioner, som ligger i den lidt dyrere ende.

garden-1093681_640.jpg

1. Keukenhof

Keukenhof er også kendt under navnet "Garden of Europe", og er en helt utrolig oplevelse, som du ikke bør gå glip af. Keukenhof er en park eller have fyldt med smukke tulipaner, som er fordelt i flotte mønstre, farver og bede. Rigtigt mange turister tager hvert år turen til Keukenhof, som ligger i Lisse ca. 40 km. udenfor Amsterdam, og de bliver aldrigt skuffede. Keukenhof er en meget afslappende oplevelse, hvor du kan spise frokost på græsplanerne eller på en af de hyggelige cafeer, som er beliggende i parken. Selv hvis du ikke er den store fan af blomster eller botaniske haver, så må du bukke dig i støvet, for du bliver mødt af et overvæld af skøn natur. Området omkring Keukenhof er også ganske hyggeligt, så hvis du føler for en lille gåtur før entréen, så kan du sagtens gå rundt om haven til den modsatte indgang. Alt i alt, så er Keukenhof et must see, når du besøger Amsterdam.

Åbningstider, priser og transport til og fra Keukenhof

Det er værd at bemærke at Keukenhof kun er åbent fra 23. marts til 21. maj, så det er begrænset med tid, hvis du skal se en af verdens største blomsterparker. Prisen varierer alt afhængigt af hvordan du vælger din transport. Er du selv-kørende, koster indgangen €16 for voksne og €8 for børn i alderen 4-11 år. Parkering koster desuden €6. Hvis du ikke har en bil, kan du både komme til Keukenhof fra Amsterdam med tog og bus. Det kan klart anbefales at købe en combi-ticket med bus transport og entré til Keukenhof. Dette koster €29 fra Amsterdam og €24 fra Schiphol. For børn imellem 4-11 år er prisen €12,5. Du kan med fordel også købe dine billetter til Keukenhof billigt online hos Tours & Tickets og få en god rabat.

Brouwerijhetij_terras002.jpg

2.Brouwerij 't IJ - Bryggeritur

Hvis du elsker øl og gerne vil have en billig oplevelse i Amsterdam, så vil Brouwerij 't IJ ikke skuffe dig. Der er mange spændende ølmærker og bryggerier i Holland. I Amsterdam er det helt store bryggeri naturligvis Heineken. Det er dog Brouwerij 't IJ, som du finder på denne liste over de bedste oplevelser i Amsterdam. Brouwerij 't IJ er ikke muligt at udtale uden indgående kendskab til det hollandske sprog. Du behøver til gengæld ikke have indgående kendskab til ølbrygning for at få en fantastisk oplevelse. Bryggeriet ligger klods op af en vindmølle og er derfor i sig selv helt ikonisk, selvom vindmøllen intet har med bryggeriet at gøre. Bryggeriet er i sig selv ganske småt, men til gengæld er stemningen helt i top og atmosfæren er vidunderlig. I det gode vejr sidder alle besøgende udenfor og nyder den gode øl - eventuelt sammen med lidt hollandsk ost eller pølse. Hos Brouwerij 't IJ kan du finde økologisk øl, hvedeøl, I.P.A samt sæsonøl, så der er altid noget i din smag, uanset hvilken type øl du foretrækker.   

Åbningstider og priser

Brouwerij 't IJs pub er åbent året rundt, alle ugens dage fra 14.00-20.00. Selve bryggerituren foregår fredag-søndag kl 15.30, hvis det skal være på engelsk. Det koster €5 pr. person, hvilket inkluderer 1 gratis øl. Du kan kun købe billetter i baren.

 

amsterdam-1643644_640.jpg

3. Museumsplein

Hvis du elsker museer og natur, så er der ikke et bedre sted at besøge i Amsterdam end Museumsplein. Her finder du både Van Gogh Museum, Rijksmuseum, Diamond Museum og flere andre museer samt koncerthuset, Concertgebebouw. Museumsplein er en åben park eller plads med et fantastisk liv. Om vinteren huser Musemumsplein en stor skøjtebane, mens den resten af året fungerer som en åben plads, hvor folk kommer for at nyde udsigten og godt selskab. Museumsplein er fyldt med liv året rundt. Her luftes hunde, spilles fodbold og ruby, og mange vennegrupper og par spiser frokost på græsset. I baggrunden har du både Rijksmuseum med det ikoniske "Iamsterdam" skilt, Van Gogh Museum samt Concertgebouw, så der er altid noget flot arkitektisk at se på. Det er selvfølgelig gratis at opholde sig på Museumsplein, så der er ingen undskyldninger for ikke at besøge dette vidunderlige sted. Det er desuden et stenkast væk fra nummer 4 på denne liste.

amsterdam-1912708_640.jpg

4. Vondelpark

Den store, kendte park, Vondelpark, ligger tæt op af Museumsplein og Leidesplein og det er derfor næsten uundgåeligt ikke at støde ind i den smukke park før eller siden. Tag vandreskoene på og tag en gåtur rundt i parken, som især kan anbefales om sommeren. Der er flere åbne græsplaner, hvor du kan have en hyggelig frokost eller nyde en forfriskende drik, mens du også kan finde et par caféer, hvis du gerne vil ind og sidde indenfor. Parken tilbyder en unik blanding og diversitet af mennesker, som sjældent er set større, og så er der om sommeren en hel række fantastiske, gratis koncerter i Vondelparks open-air theatre.

Priser & åbningstider

Vondelpark er gratis for alle besøgende og er åbent døgnet rundt. 

tulips-1904200_640.jpg

5. Amsterdam markeder

Store, hjemmelavede stroopwafels, flotte tulipaner og lokale delikatesser. Du finder en masse forskellige markeder i Amsterdam, som alle tilbyder noget helt unikt. Er du til vintage tøj, Hollandsk ost eller friske sild, så skal du ikke snyde dig selv for at hoppe på cyklen og køre til et eller flere af de markeder, som du hver dag finder i Amsterdam. Uanset hvilken del af Amsterdam du befinder dig i, er det muligt at finde et herligt marked. Det mest kendte er nok Albert Cuypmarket i De Pijp, som finder sted fra mandag til lørdag. Westerstraat market i Jordaan er åbent hver mandag morgen, mens Waterlooplein loppemarked også findes mandag til lørdag. 

amsterdam-1060419_640.jpg

Oplev Amsterdam som var det København

Der er mange ligheder imellem Amsterdam og København, hvorfor du også kan nyde Amsterdam på samme måde. Lej en cykel og oplev alt det, som byen har at tilbyde i stedet for de turistede hop on, hop off busser. Sæt dig ned på en café ved en af kanalerne og nyd en dejlig kop kaffe. Tag på en kanalrundfart og se Amsterdam fra vandet af, mens du hører om byens spændende historie. Der er mange flere spændende oplevelser i Amsterdam, som der er et besøg værd, men de 5 ovennævnte oplevelser, bør være først på din liste, når du besøger Amsterdam. Af andre boblere kan nævnes Xtracold Icebar, Body Worlds eller du kan booke et Holland Pass og få rabat på dine entrébilletter til flere forskellige attraktioner i og udenfor Amsterdam. 

Kommentar(er)

Der er ingen kommentarer.

Skriv en kommentar

Posting comments after three months has been disabled.